Cheføkonom Las Olsen vil hver uge gøre status over økonomien under coronakrisen. Her er femte indlæg.
Den vel nok mest spektakulære udvikling i coronakrisen (den økonomiske del af den) den seneste uge var olieprisen, hvor vi som noget fuldstændig uhørt så et prisfald på omkring 300 procent og dermed fik negative priser. Det gjalt dog kun for en snarlig levering af USA's standardolie WTI, som skulle hentes i Cushing, Oklahoma, så ingen i Europa mærkede det. Når det overhovedet kan lade sig gøre med negative priser skyldes det, at råolielagrene er fyldte, og det er ikke bare lige at opbevare råolie, som er både brændfarligt og stærkt giftigt. Formentlig er der nogen, der har købt kontrakter på fremtidig levering af olie i forventning om at sælge det videre, og som nu står uden købere eller lagerkapacitet og er er nødt til at betale for at komme af med olien. Nogen har sammenlignet det med et sæt gamle havemøbler, man egentlig troede man kunne få penge for, men som man til sidst må betale for at få nogen til at hente.
Den bizarre situation er først og fremmest et udtryk for, at energiforbruget er styrtdykket i den nedlukkede økonomi. Kun få fly er i luften, mange fabrikker kører for nedsat kraft, og først og fremmest er der færre, der kører på arbejde. Herhjemme kan vi se, at forbruget på tankstationer er faldet med cirka 20 procent i forhold til samme tid sidste år, selvfølgelig også fordi benzinprisen er faldet. Men fordi det meste af opbremsningen ses som midlertidig, har producenterne ikke lukket ned, men i stedet produceret til lager, og det er derfor, at lagrene nu er mere eller mindre fyldte. OPEC, Rusland og USA har godt nok indgået en aftale om at begrænse produktionen, men den er ikke begyndt at virke endnu og er under alle omstændigheder temmelig hullet.
Lavere oliepris er normalt en af økonomiens selvoprettende mekanismer, hvor prisfald dels stimulerer energiforbruget, og dels giver forbrugerne bedre råd til andre ting. Men her under nedlukningen hjælper det ikke meget, og prisfaldet på olie sætter energivirksomheder under pres. Mange af dem har stor gæld, og det giver så afledte problemer i det finansielle system. Det er nok også i det lys, man skal se Donald Trumps tilsyneladende ønske om at få prisen op, selv om billig benzin er meget populært i USA.
Også oliemarkedet regner med, at krisen bliver overstået rimelig hurtigt, og kontrakter om olieleverancer om et år handler stadig til priser omkring 40 dollar pr. tønde, mod cirka 20 dollar nu for den europæiske Brent-standard, og mod cirka 60 dollar i februar. Det er samme mekanisme, som vi kan se på for eksempel aktiemarkedet: Forventningen er, at genåbningen af økonomien kommer over de næste par måneder, og at det vil give en kraftig genopretning det meste ad vejen tilbage til niveauet fra før krisen. Men ikke hele vejen, og det sidste af genopretningen vil tage flere år.
I det mindste kan man glæde sig over, at det store fald i olieforbruget også har betydet et stort fald i luftforurening og CO2-udledning. Desværre er meldingen fra klimaforskerne, at sådan en kortvarig pause stort set ikke har nogen effekt i forhold til at begrænse den globale opvarmning, og økonomisk set må man så også sige, at nedlukning er en meget dyr måde at begrænse udledningen på. Derfor ændrer coronakrisen ikke ved behovet for at finde mere holdbare løsninger, hvis vi skal leve op til vores målsætninger på klimaområdet.
Læs den oprindelige artikel på Danske Bank Researchs hjemmeside.
